Under Huden - Ærligt!Posted by Jeanette 18 Aug, 2014 22:33
Modermærkecancer…..
Det er eddermanme et klamt ord og ikke mindst sygdom!
Jeg gennemgår et kaos for tiden, for tiden løb fra mig og
lige pludselig var den plet, jeg ellers skulle holde øje med, tydeligt ændret.
Selvfølgelig opdager jeg det i en weekend, hvor det ikke er muligt at få tid
hos lægen. Typisk!
Al blod forlod mit hoved da jeg så pletten, for helvede der
behøvede jeg ikke at være læge, for at se den var gal. Det fik satme sat gang i
tankerne og frygten fik masser af ilt…Ja undskyld men bandeord flyder ud, det
er som om de letter mig at sige højt…
Fik i mandags i en fart ringet lægen op, da han havde fået
søvnen gnedet ud af øjnene, fik mig en tid og kom derop fredag. Rimelig presset
fik jeg smidt toppen og vist ham pletten som sidder på brystet.
- Ja den ser ikke god ud!”
Jeg ved ikke helt hvad jeg havde regnet med, men hans reaktion slog mig sgu mere ud af balance. Så fik jeg den der hyletone i hovedet, som når pulsen
forsvinder….HVAD?! Det var sgu da nok det dårligste tidspunkt min læge giver
mig ret på…FUCK! (ja flere grimme ord, men det hjælper)
En henvisning blev smidt på nettet, så jeg drønede hjem og
fik fundet den ene af de læger i Hørsholm jeg fik anbefalet. Ringede og
ringede…Hold kæft hvor er der bare sygt meget optaget, når jeg sidder i den
anden ende og er sikker på jeg skal dø. Endelig kommer jeg igennem kun for at
møde en sekretær der ikke gad at være på job den dag, og desuden ikke ville
give mig en tid fordi hun ikke kunne se henvisningen…Nååå ja men så led du
videre, så ligger jeg mig lige her over og dør…
- Ring igen mellem kl. 13-14:00” siger
hun så - Ja flot Tove, en større imødekommenhed skal man fandme lede længe efter.
Kl. 13:00 ringer jeg igen…kun for endnu engang at blive informeret om at
henvisningen stadig ikke kan hentes ned fra nettet, så jeg kan ikke få en tid.
– Ring igen på mandag” siger hun og ønsker mig en god weekend??!! What the f…
I dag mandag, får jeg ringet til den anden læge som også
holder til i Hørsholm, og møder heldigvis den sødeste sekretær i røret. Lucky
me, havde de fået afbud i dag, så den tid fik jeg. På klinikken møder jeg den sødeste dame som
med det samme beder mig trække vejret, for hun kunne høre i tlf at jeg kørte
helt af sporet.. Det lykkes mig ikke at trække vejret, før jeg har stået med
hendes hånd på min skulder og vrælet som en lille pige.
Hun vil så gerne berolige mig og spørger om hun må se
pletten, hvor jeg som det mest naturlige, hiver mit bryst frem midt ude i receptionen. Hun siger med
den mest venlige stemme at jeg skal tage det helt roligt, at det sikkert ikke
er noget. Så kigger hun på den og så bliver hun stille….var mine nerver ikke
presset nok i forvejen, fik de da lige et ekstra skud hystria i hendes flere
timers (ja ja så sekunder) tavshed.
- Den ser da ok ud” siger hun i en tone
der ikke hjælper på stemningen, og viser mig ind i venteværelset.
På bordet derinde ligger en avis OG der står så på forsiden:
Derfor dør du af kræft! SERIØST!!!!!! Og kunne jeg ignorere det og lade den
ligge uden at læse – NEJ! Fedt, flot…fuuuuck mand. Jeg slår op og læser
selvfølgelig under den type jeg er til kontrol for, jeg har ikke set mit
nervesystem siden…Det stak helt af. Man har en gennemsnitslevetid på 9
md………Blodet i mit hoved, er stadig ikke kommet tilbage. Hold nu kæft altså, det
var dumt at læse den avis.
Da jeg kom ind til lægen, når han ikke at præsentere
sig før jeg tuder igen og i stormen af tårer, får jeg fortalt om de
familiemedlemmer jeg har mistet til cancer, om dem der lever med cancer og dem
som har haft cancer (heldigvis er en lige blevet erklæret rask) Stakkels læge, men
super sød. Han får gang i min vejretrækning, så han ikke behøver undertekster
til mine ord.
Han kigger på den lede plet, ligger den der kikkert ting fra
sig og siger
– Nå Jeanette, ja altså den ser fin ud” Oooooooooooooog der kom
blodet så tilbage til mit hoved, gisper inden jeg bryder sammen i nyt
tudeanfald.
– Mener du det?” får jeg spurgt og fyrer så lige bemærkningen af
- Det skal du jo sige” Hvorefter han giver mig
ret og siger den skal sendes til mikroskopi. Aldrig har jeg hadet så meget, at
en mand giver mig ret.!!! Han forklarer
mig at man som noget nyt, er begyndt at behandle med at booste immunforsvaret i
netop den type cancer, at en overlæge på Riget, har testet det på sig selv da
han havde det på hele sin hud.
Han er rask i dag, skulle jeg vide....Øhm tak for info, tror jeg....
Så nu sidder jeg her, pisse bange, urolig, nervøs og helt
fucked i min angst… Jeg kan slet ikke sætte ord på hvor bange jeg er, hvor
grimme tanker jeg har. Det var nemmere at skrive om min uge inkl turen dertil i
dag, end at beskrive de kaotiske følelser jeg rummer lige nu. Hele tiden kører
de 9 md folk i gennemsnit lever med sygdommen. Er det, det jeg har tilbage…tænk
nu hvis jeg kun lever så kort tid endnu, det er sgu da for lidt. Hvad med min
søn. Åh gud tankerne er mange og ude af kontrol. De næste 8 dage, bliver de
længste i mit liv!
Jeg er pisse bange!!!
Under Huden - Ærligt!Posted by Jeanette 06 Jul, 2014 21:29
Sad og havde dybe tanker i dag…eller dybe var de egentlig
ikke, for det var i forbindelse med jeg havde set en tøsefilm i tv. Men det
slog mig – Jeg savner at være forelsket, jeg savner at blive forelsket. Sådan rigtig godt og grundigt
forelsket…
Det første strejf af kærtegn, det første kys osv… Hold kæft
det er mange år siden sidst. DET savner jeg.
Jeg savner virkelig at møde en hvor kemien bare er der fra
start, hvor flirten står på gennem flere måneder. Den forelskelse hvor jeg
tager mig selv i at smile lidt ekstra hele tiden, der hvor sommerfuglene lever
i fuldt flor. Tiden hvor mobilen lige skal tjekkes straks der tikker en sms
ind, der hvor tiden går for langsomt når vi ikke ses og alt for hurtigt når vi
gør.
Jeg savner at møde en jeg finder spændende, interessant,
lækker og ikke mindst pisse sjov. En der vækker min indre lille pige som gerne
vil lege, grine højt og længe og hende der gerne vil være to. Jeg glæder mig til
at møde en jeg har lyst til at være i et forhold med, en jeg har lyst til at
bruge min tid med og en jeg vil blive gammel med…eller ældre med 
Glæder mig til at møde en der får mig til at grine, rødme og
smile selv i søvne.
Jeg savner at være forelsket!
Under Huden - Ærligt!Posted by Jeanette 27 Mar, 2013 20:27
Jeg har gennem noget tid, forsøgt at få ryddet op i en række
oplevelser jeg har med i mit livs rygsæk. Vi har alle hver vores og jeg har
gennem mange år, negligeret det og forsøgt at gemme det væk. Ikke at jeg ikke har
villet indse at det er sket, for det har jo sat sig og er skyld i at jeg har
nogle mønstre i dag ud fra selvsamme.
Jeg besluttede det skulle være slut, med det havde en
betydning i mit liv. For så længe jeg holdt fast i det, tyngede det mig ned.
Jeg er lidt overbevist om at enhver ville bebrejde sig selv, jeg gjorde i hvert
fald. Jeg var sikker på jeg selv var skyld det, men vidste alligevel godt
inderst inde at jeg var ude af kontrol over det.
I året 1993 boede jeg sammen med en daværende kæreste i en
lille by langt ude på landet. Vi var flyttet ind i en fuldstændig nybygget
lejlighed på øverste etage. Super
heldige følte vi os og fik straks handlet fælles møbler ind og hvad der ellers
hører med. Det var kun vores og naboens lejlighed, der var færdige. Resten af
opgangen kom dog hurtig efter og flere flyttede ind.
Jeg kan underligt nok i dag, kun huske en gut der boede
modsatte side end os, bare etagen under os og så vores egen underbo. Resten i
opgangen har jeg glemt eller fortrængt. Jeg kan ikke huske jeg har talt med dem
eller på anden vis, huske at have haft kontakt med dem. Bygningen indeholdt kun
en opgang, så vi var ikke mange og så lå den oppe i byen, så der var ikke langt
til noget - heldigvis.
En aften hvor jeg var alene hjemme og ventede på en veninde
fik fri, så jeg kunne tage hjem og hygge hos hende, valgte jeg at få tiden til
at gå med at finde tøj til kommende bytur. Min kæreste var hos en kammerat
eller sine forældre, husker det ikke helt, men det var ikke meningen han skulle
komme tidligt hjem. Så jeg gik i krig med mit klædeskab og fik hurtig tiden til
at gå med det, i min egen lille verden.
På et tidspunkt ringede det på døren, hvilket der ikke var
noget underligt i. For ham vi kendte på underetagen til modsatte side, havde
for vane at kigge op og hygge sludre når han kom hjem fra arbejde. Så jeg
tænkte ikke yderligere over det, da det gik op for mig jeg var på vej hen for
at åbne, men ikke havde andet end trusser og en t-shirt på. Herregud, han havde
set det værre….
Så jeg åbnede døren med et smil og var klar til at smide en
kvik bemærkning efter ham. Men det var ikke ham der stod på den anden side af
døren, det var vores egen underbo. En mand der havde forskellige misbrug og
hørte til den del af befolkningen, der laver småkriminalitet for at få penge
til sine øl og stoffer.
Jeg skjulte mig lidt bag døren, da jeg så det var ham, for
han behøvede ikke lige se jeg stod uden tøj på næsten. Han var beruset og stod
og svajede. Han spurgte om han lige måtte komme ind, om jeg havde tid. Ja ja da
svarede jeg, for vi kom godt ud af det med ham. Ikke at han blev inviteret op
til en sludder, men vi small talkede når vi stødte på hinanden og derfor var
jeg også tryg ved ham.
Jeg åbner døren lidt mere op, for selvfølgelig må han komme
indenfor. Jeg undskylder lige at jeg ikke har bukser på og siger så: Jeg hopper
lige i et par bukser!” Hvortil han svarer: Det behøver du ikke for min skyld!” Lige
i det sekund han siger det, går alle alarmer i mig i gang. Måden han siger det
på, er fyldt med en underlig faretruende tone. Jeg går helt i stå indeni, jeg
bliver grebet af en angst. Mit hjerte banker derud af og mine tanker stikker af….jeg
får fremstammet noget med at jeg skal have bukser på, for min kæreste er på vej
hjem og det vil se forkert ud.
Kan ikke huske jeg tager dem på, jeg kan bare huske at jeg
oppe i hovedet prøver at ligge en plan for, hvad fanden jeg skal gøre for at få
ham ud af vores lejlighed. Så først er jeg tilfreds med jeg får bildt ham ind
at min kæreste er på vej hjem, så kan det måske skræmme ham lidt. Men nej han
er sgu ligeglad, eller også hørte han det ikke. Han virkede ikke sådan i hvert
fald. Han sætter sig ind i vores stue, i en lænestol overfor sofaen. Jeg selv
sætter mig i sofaen tættest på døren, men en underlig fornemmelse i kroppen.
Jeg er iskold indeni, men stadig helt klar i hovedet.
Han begynder at mumle om alle mulige problemer han har i sit
liv og jeg sidder og taler ham helt efter munden. Bakker ham op i det er unfair
og alle andre er idioter. Han skifter hele tiden mellem at være glad, ked og til
at være utrolig aggressiv. Jeg hører egentlig ikke helt efter hvad han siger,
for jeg er stadig i gang med at udtænke en flugtrute. Dog hører jeg han siger
hans 8 årige datter sidder nede i hans stue lige nu og ser tv. At han har et
større arsenal af våben i sit soveværelse.
Vi har kun en udgang, med mindre jeg skal springe ud fra
altanen, hvilket jeg hurtigt dropper. Vi boede jo på 3. sal, det ville jeg ikke
slippe levende fra. Jeg ville ikke være hurtig nok til at løbe ud og åbne vores
dør, han ville sagtens kunne indhente mig. Fuck mand jeg sad med stress på, men
heldigvis opfatter han det ikke. Han er for opslugt af sin egen tale…
Da der er gået et stykke tid, ringer min tlf. På dette
tidspunkt er jeg desperat, for jeg ved at jeg snart ikke kan udskyde det
uungåelige længere. Hans adfærd er mere og mere aggressiv og jeg er ikke
længere i tvivl om hvad hans hensigt er. Jeg er pisse bange, ryster og er ved
at bryde sammen indeni. Jeg siger til ham at hvis jeg ikke tager tlf, så vil
min veninde være hos mig i løbet af 5 min…så jeg ’får lov’ at tage den.
Da jeg hører hendes stemme, ved jeg bare at jeg skal have
sagt noget til hende uden at afsløre mig overfor ham, så hun kan komme med
hjælp. Men hun fanger intet af det jeg siger, hun virker mere som om hun bliver
irriteret over jeg bliver ved, at spørge om usammenhængende ting. På intet
tidspunkt spørger hun om hvorfor jeg taler i øst og vest…derimod vælger hun at
sige, jeg bare kan komme nu, at hun er hjemme….og så ligger hun på!
Hold kæft der gik mit hjerte i stå. Kender du den der med at
der bliver helt stille, komplet stille og så er det sådan en hyletone der
konstant hyler i en lidt lavere tone. Sådan havde jeg det, jeg følte det hele
var forbi. Jeg stod lidt efter med røret i hånden som om hun stadig var der,
jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre – Min livline havde lige lagt på. Det var
sådan det føltes, nu var det slut, jeg var alene om at klare den her.
Jeg ligger røret på, vender mig om og indstiller mig på gøre
al den modstand jeg kan, hvis han hopper på mig nu. Jeg vil kæmpe alt hvad jeg
magter, for jeg skal ud af det her nu! Jeg ved bare at hvis jeg ikke gør noget
nu, så bliver jeg udsat for voldtægt lige om lidt. Alt i mig er i chok,
trancelignende tilstand og alligevel ikke. Det er en meget sær følelse at stå
i, for jeg har det som om jeg står udefra og kigger på, samtidig med jeg er
indeni og ligger planerne.
Jeg vender mig og ser på ham, kun for at opdage han sidder
og kigger på mig. Han vælter sin øl han har stillet på bordet, så jeg henter en
klud i stedet for en kniv….jeg turde ikke true ham med en kniv, for jeg
frygtede han ville bruge den mod mig. Da jeg vil tørre det spildte øl op, læner
han sig frem og tager hårdt fat i mig. Han mister balancen lidt mens han stadig
har fat i min arm, så jeg bliver sat helt ned på gulvet. Vi har øjenkontakt og
jeg når at tænke: Så er det nu!” Men jeg kan ikke røre mig. Der løber øl ud på
gulvet, som viser sig at komme fra en åben øl han har i inderlommen. Han
slipper mig og tager øllen op af lommen, med en mumlen om det er noget lort.
Det blev min redning! Jeg får lynhurtigt snakket ham med på idéen
om, at vi skal hente flere øl til både ham og jeg. Jeg garanterer ham at jeg
går med ned til ham og hjælper med at hente øllene, at vi går op til mig igen
bagefter. Jeg får bildt ham ind at jeg også vildt gerne vil se alle hans knive
og pistoler…og han køber den sgu. Han købte den! Jeg siger jeg ikke vil have
kolde fødder, så jeg lige vil have mine sko på. Vi går ud af døren, jeg lukker ikke
min dør – Nu skal jeg bare væk. Men jeg
kan ikke komme forbi ham på trapperne, så min plan bliver at skubbe ham ind i
hans egen lejlighed og så løbe. Men så kommer jeg til at tænke på hans datter
der sidder derinde og ikke ved hvad der sker. Når at få ondt af hende.
Han åbner sin dør og får skubbet mig ind i gangen, jeg
hilser på hans datter hurtigt, da hun sidder med front mod os. Han lukker ikke døren
efter os, for vi skulle jo op igen. Han har stået med sin hånd på min ryg, da
han skubbede mig ind, men løfter nu armen op over hovedet på mig….Så jeg får
drejet mig omkring og bukker mig, så jeg kan smutte under hans arm og ud….og så
løber jeg….
Jeg løber og løber alt hvad jeg kan, jeg ved ikke om han er
fulgt efter. Jeg tør ikke bruge tid på at kigge, jeg løber bare. Jeg løber hele
vejen hjem til min veninde, der tidligere havde ringet. Banker og banker på
hendes dør, er så bange for han skal nå at få fat i mig inden hun har lukket mig
ind. Hun åbner døren og jeg er i sikkerhed! Hold kæft jeg var ude af den. Kan huske
hun kigger på mig og undre sig over mit tøjvalg og manglende jakke. Jeg bryder
sammen, jeg stor tuder og ryster og kan slet ikke falde ned. Jeg får fortalt
hende noget af det, men bliver afbrudt af min gråd igen og igen…Jeg er så
lettet.
Hun får ringet til min kæreste, der skæbnen ville, var
kommet hjem lige efter jeg var løbet. Så han var sur, fordi jeg ikke var hjemme
og heller ikke havde låst døren. Hun må afbryde ham, kan jeg huske, og sige at
han skulle lytte nu. Kort efter ankommer han hos hende. Så sidder vi kort og
taler om hvad fanden jeg skal gøre. Min kæreste vil kører hjem og tæve ham,
sætte ham på plads. Men det løser jo ingenting.
Så vi ender med at tage på politistationen og anmelde ham.
Til mit held, arbejdede jeg deroppe på det tidspunkt, så de kendte mig. Hvilket
føltes ekstra trygt. Jeg kommer på et lukket kontor, hvor jeg sidder med to
betjente alene, jeg får fortalt alt det jeg kan huske. Jeg bryder sammen flere
gange….for nu går det også op for mig at jeg jo skal hjem igen. At han jo er
min underbo, så jeg kan ikke undgå ham. Af årsager jeg ikke kan huske, bliver
han ikke anholdt. Men de lover mig at køre forbi og tage en snak med ham og fortælle at
han ikke skal kontakte mig. At de vil køre forbi vores bolig flere gange dagligt
for at vise ham de holder øje med ham.
De kender ham godt, fra hans tidligere kriminaliteter, som
de var så søde at oplyse mig om ikke indeholder sigtelser for voldtægter. De
forsøger at berolige mig med, at de nok skal få ham til at holde sig fra mig.
Så jeg må køre hjem igen, til vores lejlighed hvor jeg ved han er lige
nedenunder. Det var forfærdeligt. Så forfærdeligt. Jeg skulle gå forbi hans
lejlighed hver gang jeg skulle ud, hver gang med frygten for han åbnede sin dør…..at
han ville slå mig ihjel fordi jeg havde meldt ham.
Vi får fat i hans nabo, som vi sætter ind i hændelsen, han
bliver min back up når min kæreste ikke er hjemme. Jeg ringer til udlejer og
fortæller ham det, han nægter at smide ham ud – idiot! Men i flere dage sidder
jeg i vores stue og er bange, trods politiet er rigtig søde at de kører forbi
flere gange hver dag. Det var jeg dem så taknemmelig for. Men efter lidt tid
kunne jeg ikke holde ud at bo der mere. Så jeg flyttede fra kæresten, jeg tog
kun mit tøj med mig og lod ham beholde alle møbler osv. Jeg havde fået nok.
Så jeg gik fra kæresten og flyttede hjem til mine forældre,
hvor jeg vidste han ikke kunne finde mig. Jeg var i sikkerhed derhjemme.
Nu hvor det hele er skrevet ned, fylder det godt nok meget i
linjer og afsnit. Jeg fortæller det fordi det er en del af mine oplevelser. En
skidt men stadig lærerig en, hvor klamt det egentlig kan lyde.. Jeg er røv
stolt af, jeg i situationen tænkte klart, at jeg faktisk fik kæmpet mig fri og
ud af situationen. Jeg er lettet over det ikke længere tynger mig. Det er en
kæmpe sejr at han ikke fik udført sin intention og han endte som den taber han
var!
Pyh så fik jeg luft…..
Under Huden - Ærligt!Posted by Jeanette 12 Aug, 2012 21:18
Har en af de dage hvor jeg tænker over min fortid…sådan helt
dybt ned, hvor det har været gemt væk længe.
Det er underligt at se de ting i øjnene igen, egentlig gør
det også pisse ondt. Jeg er dog ikke overrasket over det gør ondt, for der er
jo en grund til jeg har gemt det væk i en kasse bagerst på første sal…sort of
speak.
Jeg fik en besked i går aftes, der satte gang i det. Beskeden
jeg modtog, var rimelig alvorlig og fik mig til at fundere over livets mening
og hvor hurtigt det kan ændres eller slutte.
Jeg ved ikke om han synes det er ok at oplyse, så det bliver selvfølgelig
uden navns nævnelse….
Ser du i går var der tre personer på min venneliste på Facebook, der
taggede sig ind på hospitaler rundt om i byen og come on hvem fanden tagger sig
ind, hvis de virkelig ligger i smerte?! Nej vel… Jeg kommenterede selvfølgelig
på alle tre og så var det bare det. Lidt sjov kan man jo altid lave på andres
bekostning. Men så kom der sgu en tilbagemelding der rystede mig. For den ene af de tre, lå der pga. en blodprop
i hjernen og der var efterfølgende mistanke om den skulle have forårsaget en
hjerneblødning….Manden er kun 34 år…Det burde fandme være forbudt at blive ramt
af elendighed når man er under 90! Christ…!!!
(Han er ved godt mod men er ikke færdig med videre
undersøgelser – blodproppen er passeret og ingen blødning, puhaaa)
Men hans historie fik sat mig på et tog der kører gennem min
fortid….
Jeg er i forvejen på et stadie i mit liv, hvor jeg rydder godt op i
minderne. Lidt lige som at hive alle billederne ud og sortere dem efter
lejlighed og ligge dem ordentligt i mapper. Det kræver tid og ikke mindst
overskud. For jeg har sgu oplevet nogle ting….ting som et barn ikke burde
opleve eller blive pålagt ansvar for. Jeg sidder lige nu bare og lader tankerne
vandre og minderne komme frem. Det er ting jeg med tiden skal have skrevet ned, for at få dem ud og på afstand.
Jeg skriver det her indlæg lige nu, fordi jeg sidder og
tænker over livets fart…..Det går sgu for stærkt, alt for stærkt. Anyway så
lufter jeg bare lige lidt tanker uden den dybere mening i dag – Men kan
garantere dig at jeg får skrevet om min fortid, når det er kommet ordentlig ud
og ned i forståelige ord. For det kræver lidt sortering i rodet, ment på den
måde at de forskellige ting skal i hver deres rigtige kasse. Jeg vil skrive det ned og ligge ud her, fordi jeg har brug for det. Fordi jeg ikke længere ønsker at holde det
hemmeligt eller skjult mere….Det er mine oplevelser, erfaringer og minder, men
ikke mine problemer .
Jeg kan fortælle dig som et lille preview, at jeg - sikkert
som så mange andre, havde en barndom med udfordringer i form af bla. vold i
hjemmet. For meget ansvar lagt på mine små barneskuldre….Måske er det derfor jeg
aldrig er blevet højere end 162 cm, der var lagt for meget vægt på mig…hahahaha.
Jeg vælger at grine lidt af det, frem for at græde over det – for det har jeg
gjort rigeligt gennem mit liv, forstå mig ret – Jeg tuder stadig, som forleden
dag, da jeg fortalte en veninde om noget af det... Men det er ikke en tung gråd
mere, det er en lettelse.
Jeg er ud over det, kort fortalt også blevet overfaldet på
gaden to gange, begge som barn – Jeg blev
som rosinen i pølseenden, overfaldet i mit eget (tidligere) hjem af en underbo…Bum!
Alt det ligger i ’rode kassen’….Ikke at
det som sådan tynger mig i dag, men det er stadig i bagagen og skal op på en
hylde i stedet for. Det påvirker mig selvfølgelig i den grad at jeg passer på
mig selv, at jeg kan forsvare mig selv og jeg sørger for ingen kan ramme mig….men
al det skal jeg nok komme til.
Efter den oplevelse i går og min egen oprydning der har
ventet for længe, havde jeg bare lyst til at åbne lidt op og råbe: ARGH! Over den
måde livet kan behandle os på…..Husk at fortælle jeres nærmeste at I elsker dem ❤
