Warmings Widunderlige Werden

Warmings Widunderlige Werden

Om bloggen

Her skinner solen flest dage om året

Fra et af livets spor – Er her et alvors ord!

Under Huden - Ærligt!Posted by Jeanette 27 Mar, 2013 20:27

Jeg har gennem noget tid, forsøgt at få ryddet op i en række oplevelser jeg har med i mit livs rygsæk. Vi har alle hver vores og jeg har gennem mange år, negligeret det og forsøgt at gemme det væk. Ikke at jeg ikke har villet indse at det er sket, for det har jo sat sig og er skyld i at jeg har nogle mønstre i dag ud fra selvsamme.

Jeg besluttede det skulle være slut, med det havde en betydning i mit liv. For så længe jeg holdt fast i det, tyngede det mig ned. Jeg er lidt overbevist om at enhver ville bebrejde sig selv, jeg gjorde i hvert fald. Jeg var sikker på jeg selv var skyld det, men vidste alligevel godt inderst inde at jeg var ude af kontrol over det.

I året 1993 boede jeg sammen med en daværende kæreste i en lille by langt ude på landet. Vi var flyttet ind i en fuldstændig nybygget lejlighed på øverste etage. Super heldige følte vi os og fik straks handlet fælles møbler ind og hvad der ellers hører med. Det var kun vores og naboens lejlighed, der var færdige. Resten af opgangen kom dog hurtig efter og flere flyttede ind.

Jeg kan underligt nok i dag, kun huske en gut der boede modsatte side end os, bare etagen under os og så vores egen underbo. Resten i opgangen har jeg glemt eller fortrængt. Jeg kan ikke huske jeg har talt med dem eller på anden vis, huske at have haft kontakt med dem. Bygningen indeholdt kun en opgang, så vi var ikke mange og så lå den oppe i byen, så der var ikke langt til noget - heldigvis.

En aften hvor jeg var alene hjemme og ventede på en veninde fik fri, så jeg kunne tage hjem og hygge hos hende, valgte jeg at få tiden til at gå med at finde tøj til kommende bytur. Min kæreste var hos en kammerat eller sine forældre, husker det ikke helt, men det var ikke meningen han skulle komme tidligt hjem. Så jeg gik i krig med mit klædeskab og fik hurtig tiden til at gå med det, i min egen lille verden.

På et tidspunkt ringede det på døren, hvilket der ikke var noget underligt i. For ham vi kendte på underetagen til modsatte side, havde for vane at kigge op og hygge sludre når han kom hjem fra arbejde. Så jeg tænkte ikke yderligere over det, da det gik op for mig jeg var på vej hen for at åbne, men ikke havde andet end trusser og en t-shirt på. Herregud, han havde set det værre….

Så jeg åbnede døren med et smil og var klar til at smide en kvik bemærkning efter ham. Men det var ikke ham der stod på den anden side af døren, det var vores egen underbo. En mand der havde forskellige misbrug og hørte til den del af befolkningen, der laver småkriminalitet for at få penge til sine øl og stoffer.

Jeg skjulte mig lidt bag døren, da jeg så det var ham, for han behøvede ikke lige se jeg stod uden tøj på næsten. Han var beruset og stod og svajede. Han spurgte om han lige måtte komme ind, om jeg havde tid. Ja ja da svarede jeg, for vi kom godt ud af det med ham. Ikke at han blev inviteret op til en sludder, men vi small talkede når vi stødte på hinanden og derfor var jeg også tryg ved ham.

Jeg åbner døren lidt mere op, for selvfølgelig må han komme indenfor. Jeg undskylder lige at jeg ikke har bukser på og siger så: Jeg hopper lige i et par bukser!” Hvortil han svarer: Det behøver du ikke for min skyld!” Lige i det sekund han siger det, går alle alarmer i mig i gang. Måden han siger det på, er fyldt med en underlig faretruende tone. Jeg går helt i stå indeni, jeg bliver grebet af en angst. Mit hjerte banker derud af og mine tanker stikker af….jeg får fremstammet noget med at jeg skal have bukser på, for min kæreste er på vej hjem og det vil se forkert ud.

Kan ikke huske jeg tager dem på, jeg kan bare huske at jeg oppe i hovedet prøver at ligge en plan for, hvad fanden jeg skal gøre for at få ham ud af vores lejlighed. Så først er jeg tilfreds med jeg får bildt ham ind at min kæreste er på vej hjem, så kan det måske skræmme ham lidt. Men nej han er sgu ligeglad, eller også hørte han det ikke. Han virkede ikke sådan i hvert fald. Han sætter sig ind i vores stue, i en lænestol overfor sofaen. Jeg selv sætter mig i sofaen tættest på døren, men en underlig fornemmelse i kroppen. Jeg er iskold indeni, men stadig helt klar i hovedet.

Han begynder at mumle om alle mulige problemer han har i sit liv og jeg sidder og taler ham helt efter munden. Bakker ham op i det er unfair og alle andre er idioter. Han skifter hele tiden mellem at være glad, ked og til at være utrolig aggressiv. Jeg hører egentlig ikke helt efter hvad han siger, for jeg er stadig i gang med at udtænke en flugtrute. Dog hører jeg han siger hans 8 årige datter sidder nede i hans stue lige nu og ser tv. At han har et større arsenal af våben i sit soveværelse.

Vi har kun en udgang, med mindre jeg skal springe ud fra altanen, hvilket jeg hurtigt dropper. Vi boede jo på 3. sal, det ville jeg ikke slippe levende fra. Jeg ville ikke være hurtig nok til at løbe ud og åbne vores dør, han ville sagtens kunne indhente mig. Fuck mand jeg sad med stress på, men heldigvis opfatter han det ikke. Han er for opslugt af sin egen tale…

Da der er gået et stykke tid, ringer min tlf. På dette tidspunkt er jeg desperat, for jeg ved at jeg snart ikke kan udskyde det uungåelige længere. Hans adfærd er mere og mere aggressiv og jeg er ikke længere i tvivl om hvad hans hensigt er. Jeg er pisse bange, ryster og er ved at bryde sammen indeni. Jeg siger til ham at hvis jeg ikke tager tlf, så vil min veninde være hos mig i løbet af 5 min…så jeg ’får lov’ at tage den.

Da jeg hører hendes stemme, ved jeg bare at jeg skal have sagt noget til hende uden at afsløre mig overfor ham, så hun kan komme med hjælp. Men hun fanger intet af det jeg siger, hun virker mere som om hun bliver irriteret over jeg bliver ved, at spørge om usammenhængende ting. På intet tidspunkt spørger hun om hvorfor jeg taler i øst og vest…derimod vælger hun at sige, jeg bare kan komme nu, at hun er hjemme….og så ligger hun på!

Hold kæft der gik mit hjerte i stå. Kender du den der med at der bliver helt stille, komplet stille og så er det sådan en hyletone der konstant hyler i en lidt lavere tone. Sådan havde jeg det, jeg følte det hele var forbi. Jeg stod lidt efter med røret i hånden som om hun stadig var der, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre – Min livline havde lige lagt på. Det var sådan det føltes, nu var det slut, jeg var alene om at klare den her.

Jeg ligger røret på, vender mig om og indstiller mig på gøre al den modstand jeg kan, hvis han hopper på mig nu. Jeg vil kæmpe alt hvad jeg magter, for jeg skal ud af det her nu! Jeg ved bare at hvis jeg ikke gør noget nu, så bliver jeg udsat for voldtægt lige om lidt. Alt i mig er i chok, trancelignende tilstand og alligevel ikke. Det er en meget sær følelse at stå i, for jeg har det som om jeg står udefra og kigger på, samtidig med jeg er indeni og ligger planerne.

Jeg vender mig og ser på ham, kun for at opdage han sidder og kigger på mig. Han vælter sin øl han har stillet på bordet, så jeg henter en klud i stedet for en kniv….jeg turde ikke true ham med en kniv, for jeg frygtede han ville bruge den mod mig. Da jeg vil tørre det spildte øl op, læner han sig frem og tager hårdt fat i mig. Han mister balancen lidt mens han stadig har fat i min arm, så jeg bliver sat helt ned på gulvet. Vi har øjenkontakt og jeg når at tænke: Så er det nu!” Men jeg kan ikke røre mig. Der løber øl ud på gulvet, som viser sig at komme fra en åben øl han har i inderlommen. Han slipper mig og tager øllen op af lommen, med en mumlen om det er noget lort.

Det blev min redning! Jeg får lynhurtigt snakket ham med på idéen om, at vi skal hente flere øl til både ham og jeg. Jeg garanterer ham at jeg går med ned til ham og hjælper med at hente øllene, at vi går op til mig igen bagefter. Jeg får bildt ham ind at jeg også vildt gerne vil se alle hans knive og pistoler…og han køber den sgu. Han købte den! Jeg siger jeg ikke vil have kolde fødder, så jeg lige vil have mine sko på. Vi går ud af døren, jeg lukker ikke min dør – Nu skal jeg bare væk. Men jeg kan ikke komme forbi ham på trapperne, så min plan bliver at skubbe ham ind i hans egen lejlighed og så løbe. Men så kommer jeg til at tænke på hans datter der sidder derinde og ikke ved hvad der sker. Når at få ondt af hende.

Han åbner sin dør og får skubbet mig ind i gangen, jeg hilser på hans datter hurtigt, da hun sidder med front mod os. Han lukker ikke døren efter os, for vi skulle jo op igen. Han har stået med sin hånd på min ryg, da han skubbede mig ind, men løfter nu armen op over hovedet på mig….Så jeg får drejet mig omkring og bukker mig, så jeg kan smutte under hans arm og ud….og så løber jeg….

Jeg løber og løber alt hvad jeg kan, jeg ved ikke om han er fulgt efter. Jeg tør ikke bruge tid på at kigge, jeg løber bare. Jeg løber hele vejen hjem til min veninde, der tidligere havde ringet. Banker og banker på hendes dør, er så bange for han skal nå at få fat i mig inden hun har lukket mig ind. Hun åbner døren og jeg er i sikkerhed! Hold kæft jeg var ude af den. Kan huske hun kigger på mig og undre sig over mit tøjvalg og manglende jakke. Jeg bryder sammen, jeg stor tuder og ryster og kan slet ikke falde ned. Jeg får fortalt hende noget af det, men bliver afbrudt af min gråd igen og igen…Jeg er så lettet.

Hun får ringet til min kæreste, der skæbnen ville, var kommet hjem lige efter jeg var løbet. Så han var sur, fordi jeg ikke var hjemme og heller ikke havde låst døren. Hun må afbryde ham, kan jeg huske, og sige at han skulle lytte nu. Kort efter ankommer han hos hende. Så sidder vi kort og taler om hvad fanden jeg skal gøre. Min kæreste vil kører hjem og tæve ham, sætte ham på plads. Men det løser jo ingenting.

Så vi ender med at tage på politistationen og anmelde ham. Til mit held, arbejdede jeg deroppe på det tidspunkt, så de kendte mig. Hvilket føltes ekstra trygt. Jeg kommer på et lukket kontor, hvor jeg sidder med to betjente alene, jeg får fortalt alt det jeg kan huske. Jeg bryder sammen flere gange….for nu går det også op for mig at jeg jo skal hjem igen. At han jo er min underbo, så jeg kan ikke undgå ham. Af årsager jeg ikke kan huske, bliver han ikke anholdt. Men de lover mig at køre forbi og tage en snak med ham og fortælle at han ikke skal kontakte mig. At de vil køre forbi vores bolig flere gange dagligt for at vise ham de holder øje med ham.

De kender ham godt, fra hans tidligere kriminaliteter, som de var så søde at oplyse mig om ikke indeholder sigtelser for voldtægter. De forsøger at berolige mig med, at de nok skal få ham til at holde sig fra mig. Så jeg må køre hjem igen, til vores lejlighed hvor jeg ved han er lige nedenunder. Det var forfærdeligt. Så forfærdeligt. Jeg skulle gå forbi hans lejlighed hver gang jeg skulle ud, hver gang med frygten for han åbnede sin dør…..at han ville slå mig ihjel fordi jeg havde meldt ham.

Vi får fat i hans nabo, som vi sætter ind i hændelsen, han bliver min back up når min kæreste ikke er hjemme. Jeg ringer til udlejer og fortæller ham det, han nægter at smide ham ud – idiot! Men i flere dage sidder jeg i vores stue og er bange, trods politiet er rigtig søde at de kører forbi flere gange hver dag. Det var jeg dem så taknemmelig for. Men efter lidt tid kunne jeg ikke holde ud at bo der mere. Så jeg flyttede fra kæresten, jeg tog kun mit tøj med mig og lod ham beholde alle møbler osv. Jeg havde fået nok.

Så jeg gik fra kæresten og flyttede hjem til mine forældre, hvor jeg vidste han ikke kunne finde mig. Jeg var i sikkerhed derhjemme.

Nu hvor det hele er skrevet ned, fylder det godt nok meget i linjer og afsnit. Jeg fortæller det fordi det er en del af mine oplevelser. En skidt men stadig lærerig en, hvor klamt det egentlig kan lyde.. Jeg er røv stolt af, jeg i situationen tænkte klart, at jeg faktisk fik kæmpet mig fri og ud af situationen. Jeg er lettet over det ikke længere tynger mig. Det er en kæmpe sejr at han ikke fik udført sin intention og han endte som den taber han var!

Pyh så fik jeg luft…..



  • Comments(0)//www.jeanettewarming.dk/#post241